Køge Spillemandsforening


Åbent Hus Arrangementer

Koncert med
Dwight Lamb, Jensen&Bugge, Vagn Dahl Hansen og Alan Klitgaard på Teaterbygningen.

Onsdag 5. maj 2010, kl. 20:00.

Den koncert vi har ventet på - i hundrede år!

Nemlig af den ENESTE kendte udenlandske ’bærer’ af traditionel dansk musik - Dwight Lamb født 1934 i Iowa, som 3. generations dansker. Hans morfar var Chris Jerup, som i 1897 udvandrede fra Vendsyssel med sin harmonika og den folkemusik han kendte så godt fra sin violinspillende far - altså Dwight Lambs oldefar.

Man siger at musik og andet kultur fastfryses i det øjeblik den isoleres fra sin oprindelige kultur, og da det netop er folkemusikkens natur at ændres og udvikles med tiden og de, der spiller den, er det faktisk virkelig spændende for især danske musikere at høre Dwight Lamb spille danske valse, galopper, kvadriller og meget andet. Dwight har et meget stort repertoire af traditionel dansk musik som stammer fra Vendsyssel i midten af 1800-tallet – noget genkender man og andet er helt ”nyt gammelt”. Dwight Lamb har ikke haft mange at spille dansk musik med og ikke haft grund til at ændre musikken væsentligt; han har bare passet godt på den danske musikalske kulturarv,- og det kan vi være glade for! Når landmanden Dwight Lamb fra midtvesten spiller dansk er det ofte på sin lille harmonika,- men han spiller lige så meget han har lært fra sin fars side, men så er det i amerikanske oldtimey-stil,- og det spiller han altid på violin.
I USA har Dwight levet et stille liv men pga nogle optagelser allerede for 30 år siden har han dog været kendt blandt især oldtimey musikere. Unge musikere fra Foghorn Stringband kører f.eks. gerne gennem flere stater for at spille og lære fra Dwight.

I Danmark har vi med en vis misundelse fulgt, hvordan udvandret musik fra andre kulturer har udviklet sig i Amerika. Der er irsk-amerikansk musik, jødisk-amerikansk klezmer, skotsk musik i Nova Scotia, fransk-amerikansk cajun osv. Hvor var den danske musik blevet af? Tusinder af danskere rejste derover, - var der da ikke nogen af dem der spillede dansk folkemusik?
Takket være internettet, billigere flyrejser og unge danske folkemusikere turnering i Amerika er der nu alligevel blevet lettet lidt på låget. Dwight Lamb er ikke Jurassic Park, men vi er blevet lidt musikalsk rigere alle sammen. Vi er så heldige at få lov til at høre det umulige,- nemlig dansk folkemusik næsten som den lød for 150 år siden,- ikke fortolket ud fra nodebøger, men i levende live spillet af en dansk-amerikaner, som hidtil nu har levet et stille liv hjemme i Iowa, aldrig har rejst, og selv om han sikkert har tænkt på Danmark næsten dagligt havde han aldrig drømt om at han en dag kom til Danmark. Og da slet ikke at han skal sidde på scener rundt omkring i landet med et par 30-årige traditionelle musikere.

I 2003 blev der udsendt en CD, hvor Sonnich Lydom spiller ’Kræn Jerups polka’. Ingen anede dengang hvem Kræn Jerup var. Nu ved vi at det var Dwight Lambs morfar, tækkemand, daglejer, husmand og spillemand fra Bjergby sogn i Vendsyssel, og for resten gift og far til ti børn med Marie fra Grøn spillemandsfamilien.

Hvordan gik det så til at Dwight Lamb endelig blev fundet af os danskere?

Det var faktisk Tønder Festivalens gode irske ven Tom Sherlock, som havde hørt Lamb på internettet og sendte en mail. Netop den dag mailen kom var Mette Kathrine Jensen, harmonikaspiller uddannet på folkemusiklinjen i Odense, forbi Tønder Festivalen og Millstream Records. Vi hørte Dwight sammen, og hendes udbrud var ”Jamen… det er jo… nej .. ikke helt…jo det ER da… det-og-det-stykke-musik”. Mette og andre musikere tog senere kontakt til Dwight, og mange optagelser og breve og telefonsamtaler og meget hektisk forskning og skriverier fulgte, bl.a. blev det til fem lange artikler i bladet Folk & Musik.

Den dag Dwight kom til Mette og Kristians koncert i en nærliggende stat var mere end rørende, især fordi han blev mødt af tonerne fra ’Kræn Jerups polka’! Det var første gang Dwight overhovedet mødte danske folkemusikere og tanken om at hans families musik skulle overleve så længe ’hjemme’ i Danmark må have været aldeles ufatteligt for den sympatiske ældre mand.

Nu kommer Dwight til Danmark takket være Mette Kathrine (harmonika) og Kristian Bugge (violin), som har inviteret ham på en uges turné rundt i Danmark. De to unge har kendt hinanden siden barndommen og er begge rigtig gode musikere med lang erfaring med dansk folkemusik.

Vi kommer nok til stå med vand i øjnene og tage imod Dwight Lamb. Kom og vær med – hvor ofte er det måske lige at man får den chance igen?

Turnéen kommer til Køge 5. maj med Jensen&Bugge, Vagn Dahl Hansen og Alan Klitgaard på Teaterbygningen.

Læs evt mere på: www.mustrad.org.uk/reviews/lamb.htm

Til toppen af siden

Designet til opløsning 800 x 600. [Best Viewed With Any Browser]
Web-master: Poul Møller