Køge Spillemandsforening


Bal med Jydsk på Næsen.

Fredag 27. marts 2020 kl. 19:30.

Jydsk på Næsen består af Ivan Damgaard (violin), Michael Sommer (violin), Jesper Vinther Petersen (harmonika) og Poul Erik Skakke (bas).

Jydsk på Næsen er en dansk spillemandsgruppe, der har base i det østjyske. Gruppen, som har navn efter en traditionel jysk polskdans fra Thy, har eksisteret siden 1979, og er dermed en af landets ældste aktive spillemandsgrupper.

Jydsk på Næsen betragter sig selv først og fremmest som en gruppe, der leverer et godt gedigent spillemandsbal. Musikken er meget lyttevenlig krydret med gode harmoniseringer og rytmiske effekter. Der bliver spillet op til traditionelle pardanse og turdanse og selvkomponerede melodier (valse, polkaer og en enkelt tango), som også er absolut dansbare, ikke mindst på grund af gruppens forståelse for, hvordan musikken og dansen sammen kan gå op i en højere enhed. Humøret og spilleglæden afspejler sig også i musikken, som swinger fint og indbyder til dans, men som man også sagtens kan sidde stille og lytte til. Hvis man ellers kan holde benene i ro. Så uanset om du vil danse eller blot lytte til musikken, er dette en enestående chance.

En stor del af repertoiret findes på gruppens mange indspilninger. Mange numre har opnået status som ”traditionelle” og bruges af spillemandsgrupper overalt i landet. Den seneste CD med ren spillemandsmusik, Går’n så går’n, blev nomineret i Danish Music Award 2003 og i Danish Folk Award 2003.

Gruppen har i væsentlig grad bidraget til at løfte dansk spillemandsmusik til det høje niveau, vi kan glæde os over i dag. I disse år er gruppen meget efterspurgt til Spillemandsmessen, hvor musikken er komponeret af Michael Sommer og Ivan Damgaard. Med Spillemandsmessen, som er en gudstjeneste iklædt spillemandsmusik, har Jydsk på Næsen bidraget til at skabe interesse for spillemandsmusikken langt ud over de traditionelle folkedanse- og spillemandskredse. Messen er alene af Jydsk på Næsen opført over 125 gange i danske kirker inden for de seneste 10 år.

Vi kan kun opfordre: Kom, lyt og bliv glad! Eller endnu bedre: Kom, lyt, dans og bliv glad!

Se evt. mere på Jydsk på Næsens hjemmeside,
på Facebook Facebook eller YouTube YouTube

Hent evt. opslag her:


[Best Viewed With Any Browser]
Web-master: Poul Møller